V

Den nordiske vise er en tradition gennem generationer

Visen en fortællertradition.

I en ikke så fjern fortid, var det de færreste, der havde eller forstod et skrivesprog. Den normale overleveringaf slægtens historie foregik derfor med fortællinger af familienes ældste. Sjældnere ved at historierne var sat på vers og i musik. De ældste af vores folkeviser er oprindeligt dansemusik, derfor også de mange vers.

Grundtvig og Koldstred sammen, i det 18 århundrede, imod den sorte skole, som fratog børnene deres lyst til at lære, of fremhævede fortællinger, det levende ord, som ikke blot den gode formidlingsform men som den eneste rigtige.

Fortællertraditionen er ikke død, den har sat sit spor i en rigdom af nordiske viser som alle i norden forstår, grundet vore sprog sammen fald.

Visens karakteristika.

For at noget kan kaldes en vise skal den indholde:

En historie som tilhørere kan identificere sig med.

Dernæst skal den for at kunne synges, være opbygget metrisk og med rim.

Forholdet til ledsage: musikken må ikke være styrende eller decideret underlagt.

Servering af vise: Visen skal nå tilhørerne, så de opnår en personlig oplevelse,

Visens afgrænsning.

Utroligt mange pop/rock og andre sange kunne for den sag være viser, hvis blot ikke rytmer og synkorper lagde sig så kraftigt over tekstindholdet at dette forsvandt.

Fremmedsprogede tekster, som ikke umiddelbart kan forstås, sætter grænser for oplevelsen af viseindholdet og dermed for mulighed for at identificere sig med visen.

Vise udøver/fortolker

Visen kan fremføres på utallige måder og med højst svingende udbytte for tilhøerne. De dygtigste oftest proffesionelle der ofte udgiver CDér og kommer i medierne, finder deres personlige form og danner skole for amatør fortolkerne.

Lykkeligvis har vi blandt amatøerne, fortolkere der dyrker deres interesse så intenst at de kommer op på siden af de professionelle, man kunne kalde dem semiproffessionelle selvom de sjældent kommer er medierne

I visens venners foreninger, der er 30 fordelt over hele landet, kan man dyrke viseinteresse og med eget akkompagnement, egen eller fremmed akkompagnatør, indstudere viser som man efterfølgende kan gå på scenen med.

Kvaliteten af visen måles på i hvilken grad ovenstående karakteristika opnås

Hvordan Visefortolker.

Nogle ved med sig selv, at visefortolkning er deres speciale, andre er mere forsigtige og vil gerne prøve sig lidt frem.

De der er sikre, kan jo bare springe ud i det, udgive deres sange på CD og se om der er salg men andre gerne vil vokse med opgaven.

I Visens Venner kan man søge sammen med ligesindede og få støtte og hjælp til at indtage scenen, dels af de garvede og akkompagnatørerne neb også på kursus der afholdes lokalt eller regionalt i samarbejde med andre foreninger.

 

 

 

annie hansen